For mange mennesker, så handler sundhed mest af alt om at spise det rigtige og tage et smut forbi hallen eller fitnesscenteret fra tid til anden.
Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet. Ens sundhed kan desværre ikke udelukkende opgøres i, hvor mange stykker broccoli, man spiser, eller hvor ofte man er i fitnesscenteret. Der er også mange langt mindre synlige faktorer, som også spiller en stor rolle for den personlige sundhed.
En af disse faktorer er uden tvivl blodtrykket. Blodtrykket er, som navnet antyder, ganske enkelt det tryk, hvormed hjertet pumper blodet ud i årerne. Særligt højt blodtryk, altså når blodet bliver presset gennem årerne ved et for højt tryk, kan dog være farligt og medføre hovedpine, træthed, åndenød og meget mere.
På længere sigt kan for højt blodtryk også have andre og mere alvorlige følger. Blodtryksreducerende medicin er tilgængeligt, hvis du får recept på det, men i mange tilfælde vil det være at symptombehandle.
For højt blodtryk er nemlig på ingen måde distanceret fra det mere konventionelle syn på sundhed. Forhøjet blodtryk kan skyldes mange ting, men deriblandt er overvægt, diabetes, alkoholmisbrug og mangel på motion. Selvom det er en langsigtet løsning, så er den nemmeste måde at slippe af med for højt blodtryk derfor at komme op af sofaen og lægge sin kostplan om.
Forhøjet blodtryk som følge af stress
Forhøjet blodtryk kan også skyldes en stresset hverdag. Hvis det er tilfældet, bør du ligeledes overveje at lægge din livsstil om. Det er nemlig heller ikke sundt at gå stresset rundt, og det kan medføre præcis de samme symptomer som forhøjet blodtryk af andre årsager.
Hvis du ender med at ligge syg på grund af din hektiske hverdag, så ender du alligevel ikke med at få udrettet mere. Nærmere tværtimod. Hvis du begynder at opleve symptomer på for højt blodtryk, bør du derfor tage en tur forbi lægen og derefter sørge for, at din krop ikke længere kommer til at opleve den samme mængde stress.
Det kan du gøre ved bare at skære ned på din arbejdsbyrde eller andre forpligtigelser, som stresser dig. Det kan også være, at din krop har brug for en lidt længere pause. I så fald kan du eventuelt gøre plads til en lille ferie i dit hektiske skema, så du kan få pulsen ned og få et normalt blodtryk igen.
Få dit blodtryk målt
Hvis ikke du har en blodtryksmåler til at ligge derhjemme, kan det dog være svært for alvor at afgøre, om dit blodtryk er for højt eller at følge op på, om dine livsstilsændringer overhovedet hjælper.
Du bliver nødt til at gå til doktoren for at få endelig afklaring, når det kommer til dit blodtryk. Der måles blodtryk med en professionel blodtryksmåler, og blodtrykket opgives som to tal.
Som lægmand er det ikke nødvendigt at vide, hvad tallene betyder. Man skal bare vide, at det normale blodtryk er på 120 over 80, mens et forhøjet blodtryk er 140 over 90 i hviletilstand. Heldigvis er der en masse, som både du og doktoren kan gøre, hvis dit blodtryk er for højt.